Underholdning til julefrokosten

Skal du til julefrokost og vil gerne stå for noget sjov underholdning – men ved du ikke helt, hvad I skal finde på? Så er du havnet det rigtige sted. Vi har samlet de bedste brætspil, lege, konkurrencer og aktiviteter her i denne ultimative guide, så I kan få den fedeste og sjoveste julefrokost!

 

Den ultimative guide til sjov underholdning til julefrokosten

Julen er hjerternes fest, men også latterens (og snapsens)! Uanset om du planlægger en julefrokost med kollegaerne eller vennerne, hvor den skal have masser af øl og snaps og dans på bordene, eller om det julefrokosten med familien 2. juledag, hvor I skal hygge og slappe af i joggingtøj, kan du med denne guide skabe en stemning fyldt med glæde, grin, hygge og gode minder. Vi har nemlig samlet en lang liste med de bedste brætspil, lege og aktiviteter og så videre, så du kan finde lige det, der passer til dit selskab og din julefrokost.

🎲 Sjove brætspil 🎲

Det er ingen hemmelighed – vi elsker brætspil! Og derfor har vi selvfølgelig også fundet en dejlig lang liste med 22 fede, sjove brætspil, som I kan spille til julefrokosten! Du finder i bunden desuden også en liste med terningespil og andre mindre spil, I også kan spille.

Vi har forsøgt at gøre det let for dig ved at give spillene en kategori, som du finder her:

👥 = Samarbejdsspil

👤 = “Social deduction” / hemmelige roller

🎵 = Musikspil

🤪 = Humor

🧠 = Quiz/viden

↔️ = Associationsspil / “gæt hvad jeg hinter til”

🥊 = “Dexterity” / fysiske spil

👤 SECRET HITLER

Et “social deduction”-spil, hvor man enten spiller som liberal eller fascist og skal stemme love igennem. Kan de liberale finde frem til Hitler, inden fascisterne får stemt flest love igennem?

🤪 DET DÅRLIGE SELSKAB /
Cards Against Humanity

Et skørt og sjovt kortspil, hvor man forsøger at fuldende sætningen på sjoveste vis. Findes både på dansk og engelsk, og grin er nærmest garanteret.

🧠 BEZZERWIZZER

En quizklassiker, hvor I dyster om at besvare spørgsmål i alverdens kategorier. En god blanding af viden og strategi, hvor alle kan være med.

🤪 ÅRETS CHEF

Vores første udgivelse, og et sjovt kortspil til både julefrokosten med kollageerne og med vennerne. Find de bedste løsninger på de skøre udfordringer og gæt herefter hvilken cheftype, chefen er. Dette er spillet for jer, hvis I elsker sort humor og spil, der tager 1 minut at lære.
Læs mere her

👤 A FAKE ARTIST GOES TO NEW YORK

Et sjovt tegnespil for både familien og til festen. Alle tegner sammen et billede – én ad gangen. Én af spillerne ved bare ikke, hvad vi tegner. Dette er den falske kunstner, men hvem af jer kan spotte vedkommende?

👥 FUN FACTS

Hvor godt kender du dem, der spiller med? Alle svarer på samme spørgsmål med et tal, og herefter skal man blindt forsøge at placere sit svar korrekt i forhold til de andre. Tror du fx, at du er den blandt alle, der spiser flest leverpostejsmadder?

🥊 KLASK

Et sjovt og “fysisk” to-personersspil, hvor spillerne ved hjælp af magneter skal forsøge at score point. Sjov og let at komme i gang med, sværere at mestre. Er især god til en turnering til julefrokosten.

↔️ ALIAS

Forklar ord ved hjælp af synonymer, antonymer, antydninger og lignende. I skal forsøge at forklare og gætte så mange ord som muligt, inden sandet i timeglasset løber ud. Et hyggeligt og klassisk selskabsspil til både familien og kollagaerne.

↔️ HINT

Et sjovt selskabsspil der samler det bedste fra flere spil. Få din(e) holdkammerat(er) til at gætte alle fem ord på dit kort ved enten at mime, tale, tegne eller nynne. Men pas på at de ikke ved en fejl kommer til at gætte det røde ord, for så er der minuspoint.

🥊 THROW THROW BURRITO

Et skørt spil, der blander kortspil med høvdingebold. Spil kort for at samle tre af en slags og smid et “Burrito Card” for at start en hektisk kamp om burrito’erne. Hvis I skal spille dette spil anbefales det, at I gemmer de dyre vaser og glasskulpturer lidt væk, for det kan gå vildt for sig!

🧠 TIMELINE

Hvor god er din historiske forståelse? Blev penicilin egentlig opfundet før eller efter telefonen? I dette spil skal I forsøge at sætte historiske begivenheder og opfindelser mm. i korrekt historisk rækkefølge. I behøver ikke kende det specifikke årstal, så længe I kan gætte kronologien korrekt.

🤪 WHAT DO YOU MEME?

Elsker du sjove memes? Så er dette spil for dig. I hver runde trækker I et sjovt meme, men kun billedet. Nu skal I så vælge den sjoveste “caption” (kort med tekst) fra jeres hånd, som passer bedst på meme’et. Hvem kan score flest grin og dermed flest point?

👤 ONE NIGHT ULTIMATE WEREWOLF

Endnu et sjovt "social deduction”-spil, hvor alle får uddelt en hemmelig rolle, som kan noget forskelligt. Nu skal alle landsbyboerne forsøge at gætte, hvem varulvene er, før de får slået alle ihjel. Det er sjovt og underholdende og udfordrer dine skuespillerevner en smule.

👤 HAND-TO-HAND WOMBAT

Her blandes “social deduction” med et fysisk spil. Alle har lukkede øjne og er “good wombats”, der arbejder sammen om at bygge tårnet korrekt. MEN én iblandt jer – “the bad wombat” – prøver at sarbortere byggeprojektet! Kan I finde frem til vedkommende, inden tiden er gået?

↔️ WAVELENGTH

Kan du gætte hvor på skalaen mellem varm og kold, at din holdkammerat ville placere “varm kakao”? Det er nemlig dét, dette spil går ud på. I kassen finder I et hjul med mulighed for at dreje markøren og skjule det bagefter. Nu skal dit hold så prøve at finde frem til, hvor du ville placere fx “varm kakao”? Det kan være næsten svært at regne dine holdkammeraters svar ud – men det er ikke desto mindre underholdende!

↔️ SÅ MEGET DIG!

Hvor godt kender du de andre – og dig selv? I skiftes til at trække to udsagn og uddele ét til dig selv og ét til en anden spiller. Nu skal de andre så gætte, hvem der har fået tildelt hvilke udsagn.

👥 JUST ONE

I dette spil skal I arbejde sammen om at få en spiller til at gætte ordet, men der må kun gives ét ord som hint (deraf navnet!). Hvis to spillere giver det samme ord som hint, tages det ud, så du skal være lidt kreativ!

↔️ CODENAMES

Et kanon associationsspil, hvor du skal forsøge at få dit hold til at gætte alle jeres ord, før det andet hold lykkedes. Du må som spionchef kun sige et enkelt ord, som fungerer som et hint, men hintet må gerne dække over flere ord på bordet.

🎵 HITSTER

Lyt til fede musiknumre og forsøg at sæt dem i rigtig kronologisk rækkefølge. Den første der får 10 rigtigt vinder, og kan kalde sig for “Hitster”.

🎵 MUSIKQUIZKAMPEN

Lyt til 104 af de største hits gennem tiden, gæt hvornår en sang var fra og scor point. Brug kampkort til at bygge kombo’s eller forpurre modstanderens plan i jagten på sejren.

👤 BANG! THE DICE GAME

Yahtzee med hemmelige roller og et Western-tema. I BANG! The dice game har I fået uddelt en hemmelig rolle, fx Sheriff, Renegade og Outlaw. Nu arbejder alle på at løse sin egen mission og få elimineret sine modstandere. I hver tur slår man med terningerne og kan enten skyde de andre spillere, samle liv til én selv eller komme til at udløse et angreb fra indianerne.

🎵 SKRU OP FOR…

Spil musikbingo med alle de fedeste musiknumre. I kan fx gå med 00’erne, Melodi Gran Prix eller Sommerhits. Så er det bare at sætte spillelisten på, og så er I i gang.

Andre spil

  1. Meyer (terningespil)

  2. Snyd (terningespil)

  3. Titusind (terningespil)

  4. Pande (terningespil)

  5. King’s Cup / Vandfald (kortspil, drukspil)

  6. Pyramidespil (kortspil, drukspil)


😝 Selskabslege & andre aktiviteter 😝

Her er mere end 13 forslag til sjove lege og andre aktiviteter, som kan sætte fut under julefrokosten og skabe god stemning og grin:

  1. Detektivleg: Find nisserne

    Skjul en masse små kravlenisser eller andre små nisser rundt omkring, og lad gæsterne finde dem i løbet af aftenen. Skriv eventuelt et kodeord på bagsiden, som deltagerne skal skrive ned. På den måde kan I tjekke, om de også fandt alle nisserne. Hvis I vil udvide denne leg, kan I tilføje et element af Escape-Room og lave gåder og opgaver til at finde ud af, hvor nisserne er gemt. Fx gemme en nisse i en æske med hængelås og hænge en kompliceret matematikopgave op på spejlet på toilettet, hvis svar er koden til hængelåsen.

  2. Margretheskål

    En klassiker! Alle skriver små sedler med ord eller begreber, som andre skal gætte gennem mime eller forklaringer.

    VI HAR GJORT DET NEMT OG LAVET EN LISTE MED 100 PERSONER OG FIGURER TIL JER. SE MERE HER!

  3. Papir under tallerkenen

    Skriv små, sjove udfordringer eller opgaver på sedler og læg dem under tallerkenerne. Deltagerne skal udføre opgaven i løbet af aftenen – måske uden at andre opdager det. Fx få sidemakkeren til at sige ordet “aspest” så mange gange, som muligt. Eller man skal gå på toilettet 7 gange under middagen, uden at folk begynder at spørge, om man har noget med maven.

  4. Julequiz

    Lav en sjov julequiz med en masse spørgsmål om julen, traditioner, julemusik eller julefilm.

    Gider du ikke selv lave en quiz, så har vi gjort det nemt og lavet to sjove quizzer, som du kan hente helt gratis. Se vores klassiske JULEQUIZ HER og vores sjove EMOJI-QUIZ JULEEDITION HER.

  5. Omvendt Margretheskål

    Alle skriver to sedler og lægger dem i en skål: Én med en juleting (fx bage småkager eller pakke gaver ind) og én med en arbejdsting (fx holde møde eller printe). I hold á minimum to personer skiftes én til at være "modellen" og én til at være "koreografen".

    Koreografen trækker en seddel og guider modellen til at gætte, hvad der står, ved kun at beskrive konkrete bevægelser (fx "sæt dig på hug", "løft højre arm op"). Modellen følger instruktionerne og forsøger at gætte handlingen. Når der gættes rigtigt, eller hvis modellen siger pas, trækkes en ny seddel.

    Hvert hold har ét minut pr. runde. Point gives for hver korrekt gættet seddel, og turen går videre til næste hold. Vinderen er holdet med flest point.

  6. Gæt en julesang

    En deltager nynner en julesang, mens de andre prøver at gætte, hvilken det er. For at gøre det ekstra svært og sjovt – og skørt – kan I enten give nynneren ‘Noise Cancelling’-høretelefoner på, som afspiller noget højt technomusik. Nynneren skal nu forsøge at nynne julesangen, selvom de hører noget andet musik i ørene. Det er sværere, end det lyder – og virkelig sjovt at være vidne til!

  7. Jule-stoledans eller -stopdans

    Gør de klassiske lege ekstra julet ved at spille julemusik.

  8. Hvem er jeg?

    Skriv nogle sedler med kendte figurer og personer – evt julerelaterede – og sæt én i panden på hver spiller. Alle andre end personen selv ved, hvad der står. Nu skal man på skift forsøge at gætte, hvem man er (hvad der står i panden). Man må kun stille ja/nej-spørgsmål om sin person. Fx “er jeg dansker"?”, “lever jeg i dag?”, “ligner jeg én, der er god til at slå vejrmøller?”

  9. Pakkeleg

    Vi kommer ikke udenom denne klassiker. Alle tager 1-2 små pakker med (sæt evt en beløbsgrænse), og så finder I 1 eller 2 raflebægere frem med en terning i hver. Vores regler er:

    1. I første runde ligger alle pakker i midten, og raflebægerne sendes nu rundt i urets retningen. Alle skiftes til at slå, og slår du en 6’er, må du tage en pakke fra midten.

    2. Når alle pakker er taget, skal I til runde 2. Her sætter én af jer en alarm på X antal minutter. Vi synes, at mellem 8-14 minutter passer meget godt, afhængig af antal spillere.

    3. I runde 2 slår I på samme måde, og hvis man slår en 6’er, må man nu stjæle en pakke fra en anden spiller. Pakkerne er stadig pakket ind.

    4. Når uret ringer, er spillet slut, og man får de pakker, man sidder tilbage med.

  10. Julemusik-bingo

    Sætter gang i feststemningen med en masse af de klassiske julehits. Alle får en bingo-plade med forskellige julenumre på, og så sætter I en spilleliste med alle de store julehits på anlægget – husk at sætte spillelisten på “Shuffle”. Når et nummer bliver spillet, som du har på din plade, krydser du den af, og den første til at få alle sine numre krydset af vinder!

    Vi har igen gjort det super nemt for jer – du kan nemlig downloade bingoplader og finde link til en spilleliste lige her!

  11. Stormester

    Denne leg kræver noget forberedelse af din som quizmaster, men til gengæld kan det også blive virkelig sjovt! Del spillerne op i hold og forbered nogle forskellige opgaver, som holdene skal løse på tid. Holdene får udleveret opgavebeskrivelserne på papir – evt i enkelte konvolutter – og får at vide, hvor lang tid de har. Fx 45 minutter til at løse så mange opgaver, som muligt. Husk at sige, at Stormesteren suverænt bestemmer og også, hvis nogle af opgaverne er obligatoriske.

    Her kommer en liste over idéer til opgaver, I kan bruge:

    1. Skriv et vers til en festsang på melodien “Højt fra træets grønne top” (I skal selvfølgelig synge hele sangen alle sammen, når I uddeler point). Bedste vers vinder.

    2. Lav det flotteste rensdyr ud af slik (køb alt muligt forskelligt slik og giv hvert hold en pose med det og nogle træpinde, og så skal de være kreative). Flotteste rensdyr vinder.

    3. Bund en øl hurtigst, film det og send til X (kun for voksne, selvfølgelig). Hurtigste tid vinder.

    4. Find den mest unikke ting, som to personer på jeres hold har tilfælles. Mest unikke ting vinder.

    5. Slå et andet hold i kongespil / beerpong / dart / bordfodbold. Holdene der vinder, får point.

    6. Kast en majspose ned i hullet (cornhole) fra den tilsyneladende længste afstand. Tag en video af kastet og send det til Stormesteren på tlf: XXXXXXXX. Det kast, der på video ser ud til at være fra længste afstand, vinder.

    7. Lav den højeste menneskepyramide. Tag et billede af det og send til Stormesteren på tlf: XXXXXXXX. Højeste menneskepyramide vinder.

    8. Find et billede på én af jeres telefoner, hvor der minimum er én person på. Genskab nu dette billede. Bedste genskabelse vinder.

  12. Lav jeres eget (druk)brætspil på bordet

    Dette kræver en papirdug, I kan tegne på, en masse skriveredskaber, en terning og nogle små dimser, I kan bruge som spillerfigurer. Del jer op i hold af minimum to personer. I tegner nu et start-felt i den ene ende af dugen, hvor alle holdene placerer deres spillerfigur, og I er nu klar til at spille. I kan vælge at spille to runder eller bare nøjes med én.

    Det første hold slår med terningen, og nu tegner de så de antal felter, de har slået. Felterne skal hænge sammen med startfeltet og skal tegnes store nok til, at der kan skrives noget inde i dem. Hvis de fx slog en 3’er, tegner de tre felter fra Startfeltet, og på det tredje felt (dét deres spillerfigur ender på), skal de skrive en leg/konkurrence/regel inde i (idéer ses nedenfor). Nu går turen videre til næste hold.

    Hvis næste hold også slår en 3’er, rykker de hen på hold 1’s felt og gør det, der står på feltet. Hvis de slår en 2’er, rykker de to felter frem og skriver en ny leg/konkurrence/regel inde i felt nr 2. Men hvis de fx slår en 4, rykker de forbi hold 1figur og tegner et nyt felt i forlængelse af de tre første felter.

    På denne måde tegner I sammen langsomt en spilleplade og fylder det ud med en masse sjove og skøre små lege og konkurrencer, som I også laver undervejs.

    Vil I spille to runder, så når det første hold er noget ned i til anden ende af dugen tegner de et slutfelt, og alle starter forfra fra Startfeltet. I skal nu spille jeres spil igennem igen og se, hvem der kan komme først i mål.

    Idéer til felter:

    1. Tag en tår.

    2. Slå igen.

    3. Tag et shot.

    4. Udfordr et andet hold i en konkurrence, du bestemmer. Taberen drikker en tår.

    5. Ryk et felt tilbage.

    6. Vand eller vodka (forbered nogle shotsglas med vand eller vodka. Én fra holdet skal drikke et shot uden at afsløre, hvad det så var. Et andet hold skal nu gætte, om det var vand eller vodka. Tager de fejl, må holdet slå igen).

    7. Sten-saks-papir.

    8. 2 sandheder og 1 løgn (fortæl tre historier, 2 sande og 1 løgn. Et andet hold skal nu gætte løgnen. Gætter de forkert, må holdet slå igen).

    9. Shag-Marry-Kill (et andet hold skal finde på 3 personer til jeres hold, som I hver især skal tage stilling til om I vil “shag” (være sammen med), “marry” (gifte jer med) eller “kill” (slå ihjel)).

    10. Hvem kan XX i længest tid (fx stå på hovedet, holde en stol i udstrakte arme, stå i planke, holde vejret, ikke blinke osv.)

    11. Find 3 ting (Udfordr et andet hold i denne dyst og vælg én spiller fra hvert hold som repræsentant. En spiller fra et tredje hold er nu dommer og finder på 3 ting, som hver spiller skal finde på tid og tage med tilbage til bordet hurtigst. Husk at tingene skal være i rummet/rummene I er i, og der skal være minimum 2 af dem).

  13. Andre sjove aktiviteter, I kan lave

    1. Beerpong, flip cup eller fireball (drukspil).

    2. Dart-turnering.

    3. Slå søm.

    4. Karaoke, SingStar eller GuitarHero.

    5. Mus med juleslik (eller shotsglas i en drukversion).

    6. Finsk musikquiz (virkelig sjovt – og nogle gange svært! Find en spilleliste på Spotify med finske covernumre af kendte sange, afspil de finske numre og få folk til at gætte nummeret).

    7. Julens store smagstest (Blindsmagning af forskellige julegodter som gløgg, småkager og konfekt eller øl/sprut).

    8. Gæt hvem der gav gaven (Alle tager en gave med, de blandes og uddeles tilfældigt igen. Man skal nu forsøge at gætte, hvem der har købt gaven).


Er der noget, der mangler?

Har du et spil, en leg eller en konkurrence, som skal med på den ultimative guide til julefrokostunderholdningen? Så skriv endelig til os i en mail eller i en besked på Facebook eller Instagram. Så skynder vi os at få det på listen!

Vi håber, at du med denne liste kan finde god inspiration til sjov, skør og måske anderledes underholdn ing til din næste julefrokost eller nytårsaften.

Mange glade julehilsner

Charlotte // New Moments Games


Previous
Previous

Gratis PubQuiz

Next
Next

Jule-Emoji-quiz